Det hele endte med en ildebrand.
Vi havde været på Karrierebar og stået i kø og klumpet os sammen, smeltet sammen med hoben af svedende kroppe, med alkoholen bankende i blodet, og et lille bål i en tønde, røgen sved i næsen, og vi grinede af, at vi kunne bage snobrød i ventetiden.
Fem fætre til fødselsdag, og de ventede også, og de grinede også over snobrødet, der altid er sort udenpå og råt indeni, og endelig kom vi ind, og E dansede med ham, der var åleinvestor, mens jeg talte med ham, der var journalist, om livet og døden og alt det imellem.
Det var journalistens fødselsdag, han blev 34, og han betroede mig, at han havde en bog i sit hoved. “Men har vi ikke alle dét?”, spurgte jeg, “Er vi ikke allesammen en bestseller?” Han havde altid betragtet sig selv som en ø, ikke før nu havde han set broerne, der binder os sammen. Og han solgte mig sin historie på stedet.
Ved daggry slentrede vi op mod Gl. Kongevej, E og åleinvestoren og jeg, vi ville finde et værtshus og drikke en sidste øl, og det var jo bare et stenkast fra E’s lejlighed. Vi gik under buerne ved Ny Teater og drejede om hjørnet. Og dér så vi brandbilerne og ambulancerne og alle disse mennesker mellem hinanden, og den tykke, sorte røg, der væltede ud af portåbningen inde fra baggården. E’s baggård.
Det var en lejlighed på anden sal, en ung kvindes, hun havde holdt fest samme aften, et glemt stearinlys, der var sket en eksplosion. Ud af røgen kom de, slappe og sorte af sod på bårer, pakket ind i tæpper. Én var sprunget ud af vinduet.
Og vi stod dér som tilskuere til livet, døden og alt det imellem, og det var ikke til at fatte, at det var vores liv og vores død, det handlede om. At vi var vidner til vores egen bestseller.
Og det hele begyndte med en aften på Karrierebar.
