15. maj, 2009
Så oprandt dagen, hvor jeg kunne tage imod det sagnomspundne bolsje på den Store Bolsjefabrik, også kaldet universitetet. Bolsjet hører man om allerede på rusturen, når man som ung og naiv studerende får at vide, hvad der venter én de næste fem-seks år. Bolsjet er så at sige højdepunktet, berettes der. Det udleveres til alle studerende på litteraturvidenskab den dag, de afleverer deres speciale. Ét bolsje, og kun dén dag.
I betragtning af den lave uddelingsfrekvens skulle man tro, at bolsjet dermed blev overrakt med passende andagt og ydmyghed over for den tærskel, den studerende netop har passeret. Fra jeg rakte sekretæren de tre eksemplarer af mit 80 sider lange speciale, med andre ord hele min snævre verden indbundet og limet i ryggen, var jeg jo trods alt noget andet end øjeblikket før. Med nogenlunde sikker forventning om at bestå denne sidste eksamen vovede jeg næsten at betegne mig selv “cand.mag.”
Andagten og ydmygheden var dog intetsteds at spore hos sekretæren, snarere tværtimod. På vej ud for at kopiere kvitteringen for det indleverede guld udbrød hun med slet skjult ligegyldighed: “Nåh ja, du skal jo også have et bolsje…”, hvorefter hun fiskede en porcelænssukkerskål uden låg frem fra en reol, hvor den stod overdænget af papirer. Der lå tre-fire bolsjer i bunden af skålen, indpakket i hvidt papir med universitetets logo på. Jeg greb et bolsje under den glidende bevægelse, sekretæren foretog mellem skrivebord og kopimaskine. “Tillykke”, sagde hun, uden at vente på svar. Så fik jeg kvitteringen og kunne gå igen.
Yes, what a feeling. Jeg ventede med at pakke bolsjet ud, til jeg stod på gaden igen. Det smagte af pebermynte og havde chokoladefyld.
2 Kommentarer |
Ingen kategori |
Permalink
Skrevet af mariezeuthen
6. januar, 2009
Nu er et funklende flot Apparatur # 18 på gaden, med bidrag af blandt andre den russiske digter Dmitrij Golynko, Søren Ulrik Thomsen, Lars Bukdahl og Jesper Elving. Kan købes i boghandlen eller til vores reception den 29. januar klokken 20 på Underwood Ink Bogcafé i Ryesgade på Nørrebro. Til receptionen vil der være oplæsninger af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Ursula Scavenius, Jesper Elving og Søren Ulrik Thomsen. Kom glad, det bliver et brag!
2 Kommentarer |
Oplæsninger | Tagged: Apparatur, Jesper Elving, Lars Bukdahl, Søren Ulrik Thomsen, Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Ursula Scavenius |
Permalink
Skrevet af mariezeuthen
24. november, 2008
Jeg havde aldrig været der før. Og hvis jeg ikke var blevet opfordret og havde haft følgeskab på vejen, var jeg efter al sandsynlighed aldrig taget derud. Jeg mener, Albertslund, er det ikke nærmest Midtsjælland…? I hvert fald skal man med S-toget. For en københavner kan det være svært at få øje på de gode argumenter for, hvorfor det er en god idé at tage til “provinsen” på en råkold og regnvåd torsdag aften i november.
Men det viste sig at være en rigtig god idé. For det første er Forbrændingen et stemningsfuldt, anderledes og interessant spillested. Og det ligger bare et stenkast fra stationen, så den reelle afstand fra københavnerhybel til koncert er meget kortere end den mentale. For det andet tør de noget på Forbrændingen. De tør booke bands og navne, som ikke nødvendigvis trækker det store, brede publikum. Til gengæld var det mit indtryk, at det publikum, der dukker op, kan forvente en oplevelse ud over det sædvanlige.
I løbet af efteråret har der været tre arrangementer kaldet Ordspil # 1, 2 og 3. Alle med deltagelse af spoken word digtere og deres bands. Arrangementet i torsdags bød på det internationale navn MC Jabber & Bazookahosen og dernæst Lasse Thorning og Hoppeborgen. Og da jeg havde hørt det første nummer af MC Jabber, var argumenter for at tage til Forbrændingen i fremtiden overflødige. Det var topklasse. Du kan få en lille smagsprøve på Jabbers (alias Scott Martingell) formåen i denne You Tube video, men den er desværre uden medvirken af Bazookahosen.
Ordspil # 3 var det sidste af sin slags i denne omgang, men denne mini-anmeldelse er samtidig en kraftig opfordring til at gentage succesen til foråret eller næste efterår.
Leave a Comment » |
Poetry Slam | Tagged: Forbrændingen i Albertslund, Lasse Thorning og Hoppeborgen, MC Jabber & Bazookahosen, Ordspil, Scott Joseph, Spoken Word |
Permalink
Skrevet af mariezeuthen